Annie Egedes blog

Det er vigtigt med stilhed. Så kan vi samle sjælen, få et pusterum fra hverdagen og måske også en nærmere kontakt med Gud. Jeg var til en workshop med en blid og intens munk fra Taizé. Vi sang de smukke hymner og skulle også prøve at sidde i 5 minutter i stilhed. Det faldt åbenbart nogle vanskeligt. En mobiltelefon ringede og ejeren ilede uden for døren for at ordne sin samtale. Lidt senere gik et par stykker. Måske havde de glemt at gå på toilettet – måske var stilheden ubærlig, eller hvad ved jeg.

Når jeg ser tilbage på mine kirkedagsoplevelser slår mobilstøjen kraftigt igennem. Uanset om det var til morgenandagterne, til meditative eller andre workshops kom der bip og dyt, SMS-lyde og ringetoner med jævne mellemrum. Desværre blev jeg irriteret over det og brugte en del af min energi på det i stedet for på indre ro og fordybelse.

I biografen kommer der en påmindelse inden filmen begynder. Husk at slukke din mobiltelefon (eller sæt den på lydløs)! Det er også nødvendigt på de forskellige stormøder og workshops i Kirkedagene. Skriv det i kataloget. Skriv det på hjemmesiden. Forlang at deltagerne afleverer deres mobiltelefoner, for at få udleveret billetten. Jeg hørte fra en anden mobilallergiker, at man kan scramble mobilsignalet inden for en vis radius. Gør det til næste år. Eller gør noget andet. Please!

Nu  kører det grønne Arrivatog mod Viborg med min cykel og bagage og mig selv. Gad vide, hvad Kirkedagene bringer denne gang. Jeg har kigget i det meget omfattende program og ved kun, at jeg skal til Spillemandsgudstjendste i morgen. Heldigt, for den har jeg længe ønsket at deltage i. Og uheldigt, fordi der ligger mindst 2 andre workshops og foredrag på same tidspunkt som jeg også gerne ville tage del i.

Første gang jeg var til Kirkedage var i Hadeslev for 3 år siden. Det var tilfældigt at jeg hørte om dem fra en god bekendt, som skulle deltage. Og det var også tilfældigt at jeg fik logi i Christiansfeld hos andre, som jeg ikke havde set i flere år.

Det var på alle måder en god oplevelse. Jeg var overrasket og overvældet over den rigdom af inspiration, der var at hente. Så mange emner og engagerede mennesker. Jeg husker især samtalen mellem Kristian Maigaard – folketingets daværende formand og Sofie Gråbøl – skuespiller om deres tro og tvivl. Troen havde været livsvarig for Maigaard og var ret ny hos Gråbøl. De var begge intense og åbne – interesserede i at høre hinandens synspunkter og uddybe deres egne. Det var meget tankevækkende.

Så nu er jeg spændt på, hvad jeg får med mig denne gang. I Haderslev havde jeg absolut ingen forventniner og det kan jo være en fordel. Nu har jeg nærlæst programmet flere gange og er lidt frustreret over alt det, som jeg ikke kan nå.

I de tyske TV-nyheder fortalte studieværten i går om Kirkedage hos dem i disse dage. Gad vide om DR eller TV2 vil bringe noget fra Viborg. Egentlig skulle åbningsgudstjenesten foregå i Domkirken i dag kl. 16.00 Men pga den  store interesse bliver den flyttet til Stadion, så der er plads til alle. Det ser jeg frem til. Min første stadiongudstjeste!

I dag er det askeonsdag. Det er interessant at læse artikler i Kristeligt Dagblad og på kristendom.dk om de traditioner man i den katolske kirke og i andre religioner har for at skærpe eftertænksomheden og nærheden til Jesus og til ens eget indre.

Jeg er blevet interesseret i selv at eksperimentere og “spæge mit skind” – som min mor kaldte det. Fra gammel tid har man været enige om at undvære kød i de 40 dage fra askeonsdag til Påske. Karnivale betyder farvel til køddet. Og mange katolikker undgår stadig fisk på fredage. Ikke at spise kød falder godt i tråd med at skulle spare på CO2 – så slår jeg 2 fluer med 1 smæk. Og fisk er både sundt og smager skønt. Gid at tør- og klipfisk var billigere og mere tilgængeligt her i DK.

At skære ned på stimulanserne er nok også sundt – så også farvel til kaffe og alkohol. Det sidste vil især ha en slankende effekt og være godt for min pengepung. Sukker er heller ikke sundt og kan lige så godt undgås i samme hug.

Moderne elektroniske stimulanser som TV og internet kunne også være interessante at skære ned på. Nu ser jeg ikke særlig meget TV i forvejen, så afsavnet vil være til at overskue. Og måske jeg kunne komme i gang med den bog, som jeg længe har planlagt at skrive på, i stedet for at se Morse og alle hans opdager-kolleger.

Internet har jeg brug for i mit arbejde, men jeg kunne lade være med at spille de computerspil, som jeg har en forkærlighed for: Farm Frenzy m.fl. med køer og får og ænder, som leverer deres produkter til små fabrikker – en lastvogn, som kan køre hen og sælge produktene. Så skønt og hyggeligt – mange grader over kabalespil – og  jeg kan få timer til at gå med det. En sjælden gang hele dage, men sig det ikke til nogen!

Jeg har  en bog om Kristuskransen liggende med tilhørende perlekrans, som jeg ikke har taget mig tid til at sætte mig ind i for alvor – købte den på Kirkedagene i Haderslev for snart længe siden. Den vil jeg tage frem og fordybe mig i. Qigong dyrker jeg næsten hver dag – en herlig bevægelsesform, som styrker både den indre ro og balance og alle muskler og led. Ja, der er meget jeg kan – og kan lade være med.

Det skulle være så sundt at træne sin viljestyrke og at gøre op med de indgroede vaner. Men morgenkaffen vil være svær at undvære.  På den anden siden kan en lille kop mokka vel ikke slå nogen fastende af hesten… I mange år havde jeg en tegning hængende på min opslagstavle: Nuser på sit hundehus som i taleboblen siger: “Jeg har en smuk, men meget svag karakter”. Det er vist mig i en nøddeskal!

Forleden holdt jeg oplæg for 50 menighedsrådsmedlemmer, som var meget interesserede i at få tips til et forbedret samarbejde mellem ansatte, præster og rådsmedlemmer. Det slog mig undervejs at rådene er valgt for 4 år ad gangen – er frivillige – og at præster og de ansatte er der hver dag – på et job, som sikrer deres eksistens.

Det havde jeg ikke tænkt på konsekvensen af før – det er jo et vilkår. Men i vores debat kom det frem, at det kan skabe gniderier og konflikter, at de nyvalgte råd måske ikke er så gode til at stikke fingeren i jorden. I stedet skal medlemmerne markere sig og sætte deres præg på hverdagen i kirken, kan være noget uforstående over for den modstand eller irritation, som de kan møde.

En ordentlig dialog må være vejen frem. At man forsøger at etablere en god kontakt mellem de forskellige parter. At man har mulighed for at alle kan mødes med jævne mellemrum og lytte til hinandens synspunkter. At der er nogle større aktiviteter i kirken, som alle kan samarbejde om og bidrage til.

Et andet emne, som også fik meget opmærksomhed, er den daglige kommunikation. Hvordan man siger tingene til hinanden. Om man evner at tage uoverensstemmelserne op, mens de er små og ikke lader dem vokse til store og ubehagelige konflikter. Det er en god idé at satse på forebyggelse – at afholde temadage, hvor man tager emner op som en god tone,  øver sig i at kunne være uenige og at kunne debattere i en positiv ånd. Og det bliver heldigvis mere almindeligt, at menighedsrådene prioriterer udviklende initiativer.

For det er ofte for sent, når det virkelig brænder på og jeg oplever som konfliktmægler at problemerne kan være blevet så alvorlige, før man vælger at gribe ind, at der ikke er nogen muligheder for mindelige løsninger. Og det er en skam.

Jeg kan se på kristendom.dk at fejring af Helligtrekonger i Danmark stoppede  for mange år siden – ja blev forbudt pga. overhåndtagende tumult og drukkenskab.

For mig spiller Helligtrekonger stadig en vigtig rolle som afslutning på julen, sikkert fordi jeg i mange år har boet i Grønland. Her er den 6. januar stadig en helligdag og de mange gyldne stjerner rundt i vinduerne bliver først taget ned efter denne dag. Selv har jeg købt et tregrenet lys i butikken i Den gamle by. Sidste år kunne jeg ikke nænne at brænde det ned, men har stillet det frem igen i aften.

Helligtrekongerslys fra Den gamle by

Da jeg i 70´erne boede i Upernavik i Nordgrønland fejrede man stadig Helligtrekonger med Mitaartut – flokke af udklædte personer – nogle meget uhyggelige – som fór rundt i byen og bankede på dørene i håb om at blive lukket ind og få nogle lækkerbiskener. Det var både børn og voksne. Nogle havde masker på lavet af sælskind. Andre var sværtet i ansigtet og havde måske en pind på tværs i munden og hovedet bundet ind i klude. Og de var stumme – gryntede måske eller lavede andre mærkelige lyde. Først når vi havde gættet hvem de forskellige var, faldt maskerne og de kunne begynde at tale. Når flokken havde hygget sig et stykke tid, spist resterne af juleguffet og fået en dram eller 3, gik de videre ud i mørket igen.

Min mand og jeg havde først talt om, at vi ville deltage i løjerne, men han var for svær at camouflere – var usædvanligt høj efter Upernavikske forhold. I stedet valgte vi at sidde og vente spændt på, hvem der mon dukkede op. Det blev en herlig aften – jeg havde oplevet noget lignende, da jeg var skoleleder i bygden Itilleq og jeg vil tænke tilbage på det, når jeg om lidt tænder mit Helligtrekongerslys.

Jeg har kigget på www.grønkirke.dk efter mine egne kirker – Vor Frue og Århus Domkirke – bor midt imellem dem og ville glæde mig til at høre de 350 klokkeslag søndag d. 13. december. Næh – de var ikke med på listen, og i det hele taget kan jeg ikke finde én eneste kirke her i Århus på den.

Gad vide, om det er en modsat klimabevægelse på spil her i byen. “Vi er enige om, at vi ikke vil støtte den slags politisk og overfladisk pjat!”. Det står jo frit for at vælge sin egen tolkning, alt den stund, at ingen af de kirker jeg har kigget på, har valgt at give en begrundelse på deres hjemmesider. Jeg bliver ellers nysgerrig efter at høre, hvad der ligger bag menighedsrådenes valg.

I et anfald af frustration overvejede jeg at starte en Facebookgruppe – Århusianere for klimaringning. Tænkte på, hvordan jeg skulle skaffe en klokke og stille mig op foran Domkirken og slå 350 slag selv. Måske nogen ville være med? Måske vi kunne bruge vores cykelklokker? Måske…

I går – 2. søndag i advent – sad jeg med rødvinstoddy og snåt og halstørklæde og tænkte på, at jeg burde gå ned i kirken og stille mit spørgsmål til præsten på prædikestolen: Hvad gør, at I i Århus Domkirke har valgt ikke at ringe med klokkerne d. 13. december. Eller I har måske bare glemt at melde jer til listen på www.grønkirke.dk? Som så mange gange før blev det ved tanken, som jeg syntes rigtig godt om. Men jeg er og bliver en kylling.

Da jeg samtidig kan konstatere, at der ikke er nogen demonstration her i byen til støtte for de bestræbelser man har på topmødet i København – for at skabe bedre forhold for de truede U-lande – for at vi selv skal udlede mindre CO2 og hvad man ellers kan vælge at slå et slag for – ja, så har jeg nu besluttet at tage til København fra fredag til søndag. Jeg vil glæde mig til at være en del af noget større, i stedet for at sidde her i Århus og surmule over, at ingen åbenbart har lyst til at gøre noget. Og at jeg heller ikke selv helt er parat til at tage action. Hvem ved – måske bliver jeg arresteret derovre – bare for at stå i vejen. Så sker der da virkelig noget.

Skønt at kunne blive klogere af at få andres kommentarer. Hvad ville Jesus mon have gjort, bliver jeg spurgt. Inviteret manden med hen på cafeen på hjørnet, givet ham et varmt måltid mad og lyttet til hans frustrationer med venlig interesse, tænker jeg.

Noget af det, som også er poppet op i min bevidsthed, er mit eget arbejdsmæssige credo: Vi gør alle det bedste vi kan. Det er bare ikke altid, at resultatet er så heldigt.

De 2 mænd i Vor Frue i fredags havde helt åbenlyst et akut ønske om at redde den stakkels præst fra overfald og det, som måske var værre. Og de havde ét redskab ved hånden. Handling – og så håndfast som muligt. Deres billede i situationen var sikkert: 1) Her står vi overfor en farlig voldsmand. 2) Når der sker noget tilsyneladende farligt, så skal vi angribe og måske spørge bagefter.

Det minder mig om den sindslidende mand, som blev skudt af politiet, da han angreb dem. De blev bange og måtte forsvare sig med det de havde ved hånden – et skydevåben. Resultatet var, at manden døde. Hvis der havde været nogle mennesker til stede, som havde bedre redskaber til rådighed: nærvær – tålmodighed – opmærksom samtale – så var det højst sandsynligt faldet bedre ud.

Min egen oplevelse var anderledes end de 2 mænds: Her står en stakkels, sindsforvirret mand, som har brug for at blive lyttet til. Men “ikke voldelig kommunikation” kræver et personligt overskud, indre ro og mod. At gå op til den forstyrrede mand i kirken og give sig tid til at tale med ham, aflede ham fra præsten eller måske inddrage ham i gudstjensten. Det kræver, at man kan se ham som en næste, som et mennesker, der har brug for omsorg og hjælp. Ikke som en trussel eller måske én, som man meget belejligt kunne lade sine opsparede agressioner gå ud over.

Men det er så let at dømme andre. Hvis ikke de 2 mænd havde reageret så prompte, hvad havde jeg så valgt at gøre selv? Trykke mig i kirkebænken og vente til at præsten eller nogle andre klarede ærterne? Nu havde jeg ikke noget valg og måske var det egentlig meget belejligt.

Det var så skønt at sidde i Vor Frue midt i Århus i går eftermiddags. Musikgudstjenesten var begyndt, præsten stod foran alteret, da en meget målbevidst mand travede op ad midtergangen. Han så forhutlet ud – havde kun 1 sko på. Han kravlede over knæfaldet og kontaktede præsten. Tilsyneladende var han vred over kirkeklokkerne, virkede forstyrret og usammenhængende. Præsten forsøgte en samtale, men uden meget held.

Foran mig rejste 2 firskårne, hvidhårede mænd sig op. Åh – tænkte jeg. Godt, at de kan hjælpe med at tale manden tilrette og få ham ned. De hastede op til alteret, den ene tog resolut førergreb på den indtrængende og smed ham hen over knæfaldet. Derefter tog de fat i hver sin side af manden som jamrede idet førergrebet fik ham til at hælde kraftigt forover: Jeg går jo af mig selv. Lad være med at røre ved mig. Jeg skal nok gå af mig selv. Den mest aggressive af de firskårne – ham med førergrebet hvæsede: Hvis du gør modstand, så brækker jeg armen på dig!

De slæbte fredsforstyrrenen ned gennem midtergangen og smed ham ud, mens jeg sad måbende tilbage med en ualmindeligt grim smag i munden og hjertet helt oppe i halsen. Der havde ikke været tid til at protestere eller mulighed for at gribe ind. Førergrebsmanden vendte tilbage til sin plads, så sig triumferende omkring og sagde: Godt man har lært selvforsvar!

For mig var det en dybt ubehagelig oplevelse og jeg havde mest lyst til at gå. Jeg blev dog siddende, forsøgte at få mine følelser på plads og tænkte over: Hvordan kan man dog kaste sig over en stakkels mand på den måde? Uden så meget som et lille bitte  forsøg på at tale ham til rette og få ham dysset ned? Hvordan kan man kalde det selvforsvar at øve vold, uden først at forsøge et fredeligt alternativ? Og hvordan kan man tage førergreb på en person foran alteret i en kirke og nærmest virke, som om man er stolt af det?

Det forstår jeg stadig ikke – har en fornemmelse, at at det nok bare var en absurd film fra Østtyskland, som jeg har set en del af på TV på det seneste.

Forresten var vi kun 11 kirkegængere til musikgudstjenesten en fredag eftermiddag midt i Danmarks næststørste by. Det er da mærkeligt i sig selv.

I kirken kan jeg få lov at sidde i nydningen, som Bamse & Kylling. Skal ingenting, andet end at være og lytte og tage imod og tænke lige hvad jeg har lyst til. Det er en luksus i en verden præget af jag og stress.

Der er et stort behov for at lære at fordybe sig og finde indre ro og nærvær. Og der er mange udmærkede tilbud. FOF´s katalog bugner f.eks. af kurser i meditation, forskellige former for yoga og kinesisk gymnastik: Tai chi og Qi gong. Jeg dyrker selv flere af den slags ting, men det vil jeg skrive om på et senere tidspunkt.

Når man kombinerer denne store interesse for mental og fysisk afstressning med hvor mange mennesker i Dronningeriget, der er medlem af Folkekirken – ja så burde kirkerne være fyldt til bristepunktet hver søndag – og resten af ugen med.

For kirken har et godt tilbud til dig. I Århus Domkirke er der gudstjeneste kl. 10 om søndagen og også kl. 17, for de mindre morgenfriske. En “snabb-model”, som det hedder på svensk, som indeholder det mest essentielle. Og jeg kan varmt anbefale “Kirke i arbejdstiden” hver onsdag fra 12.00 – 12.30.

Her går jeg ned og slapper af fra PC´en – finder ro ved at lytte til præstens korte prædiken og synge med på en salme. Og hvis jeg har lyst, kan jeg også deltage i nadveren, inden jeg går hjem og arbejder videre. Det er et skønt pusterum og jeg prøver at huske det – har skrevet det ind i kalenderen.

I vinterhalvåret går jeg jævnligt i kirke – om sommeren er der skønnere i kolonihaven.  Jeg besøger andre kirker end min egen – lytter til hvad andre præster har at sige og får hver gang stof til eftertanke med hjem. Både til eget indvortes brug og til mit arbejde. Jeg kommer i kontakt med min egen rummelighed – eller mangel på samme – om jeg kan være mindre fordømmende over for andre, om næstekærlighed i praksis. Hvad jeg tror – om jeg tror.

Og det er helt gratis! Dvs. der er endnu ingen der tjekker ved indgangen, om du har betalt din kirkeskat.

Du kan læse min egen blog og hjemmeside på www.egede.dk

Det behøver ikke være så indviklet. Det opdagede jeg på et meget inspirerende kursus hos Abelone Glahn sidste fredag på Falster. Brug bloggen som en inspirerende undreliste. Fortæl om løst og fast i relation til bloggens emne. Hvis den da har et emne. Her på kristenblog.dk giver det sig selv, at det er noget, som snerper hen ad tro og eksistens i en kristen sammenhæng.

Mit fokus kan være flere. Det kan handle om livet i kirkerne i forhold til det daglige samarbejde og den udvikling, der sker i øjeblikket. Jeg kommer der jævnligt og løser forskellig opgaver, som giver mig indblik i hverdagen for ansatte, menigedsråd og frivillige. Det kan også dreje sig om hverdagslivet i relation til at være kristen og menneske, set med mine egne briller. Også det er et vidt begreb. Det ka handle om tvivl og kvababbelser. Om dagens tekst i kirken. Om at få ondt i halsen, når salmerne ligger for højt til min altstemme…

Af og til har det strejfet mig, at nu måtte jeg da også hellere.komme i gang igen. Men tænkte så, om det nu var klogt nok, det jeg kunne diske op med. Mange af bloggerne her er professionelle i forholdet til tro og kirke – teologer og videnskabsfolk. Men det er gået op for mig, ved at há min egen blog , at det rent faktisk interesserer nogen, det jeg skriver om min egen verden og måden jeg oplever den på. Så mere indviklet er det nok ikke.

Som jeg lærte på et af de mange skrivekurser, jeg har frekventeret, men ikke brugt særlig meget: Du kommer til at skrive ved at skrive! Du får læsere ved at skrive – og forhåbentlig respons.